Torsdag d. 8-4-2010
Gid det var en aprilsnar, men d. 1. april gik REMI på påskeferie - en påskeferie der varer helt til d. 3. maj og derfor betyder, at vi ikke når at se børnene igen før vi rejser hjem til Danmark. Det var ikke let at sige farvel, velvidende at vi nok aldrig får disse vidunderlige børn at se igen. Mange af børnene vidste ikke, at det var vores sidste dag sammen med dem. Derfor var flere af dem blevet hjemme, da de allerede havde afsluttet deres eksamener i sidste uge. Vi havde fået at vide, at vi havde den her uge før vi skulle sige farvel. Så ingen af os var klar over, at der var en mulighed for, at børnene ikke dukkede op - ingen af os var klar til at sige farvel.
Mine to hjertebørn, Jessie og Abraman har ikke været i skole og jeg har derfor ikke haft mulighed for at tage afsked med dem. Det er virkelig hårdt, at jeg ikke har kunnet sige farvel til de to børn der har betydet allermest for mig og det er jeg rigtig ked af. Desværre er der ikke meget at gøre ved det. Hernede er det svært at lave planer, pludselig er ingenting som man havde tænkt det. Tilbage sidder vi med minderne om to måneder på en helt fantastisk skole, med helt utrolige børn, der for altid vil have en plads i vores hjerter.
Efter den lidt triste afsked med børnene fra skolen, blev det tid til en weekendtur. Oppe i bjergene, ca. tre timers kørsel fra REMI, ligger en lille landsby kaldet Tantille. Her skulle vi fem tøser tilbringe tiden fra lørdag til tirsdag. Vejen derop var bumlet og lang men det hele værd. Vi blev indkvarteret i et gammelt missionærhus og blev straks klar over hvor tydeligt det var, at huset ikke havde haft beboere i tyve år. Skabene var fyldt med muselort, sengen knagede og truede med at falde sammen hvert øjeblik, det samme gjorde taget der flere steder var forsvundet pga. råd. Selv det hårde cementgulv var smittet med råd og svamp. Her var intet komfur, intet vand, intet toilet, ingen strøm, intet bålsted, kort sagt; ingenting! Men hvad hytten manglede i interiør blev opvejet af de helt fantastiske omgivelser der mødte os. Foran huset blomstrede de flotteste træer og bagved huset var der bjerge i vandrestørrelse. Disse bjerge blev hurtigt besteget og det var fra toppen af et af disse, at mit hjerte slog et ekstra slag og at der et sted inde i mig var et lille stik af smerte pga. den overvældende skønhed der udfoldede sig under os…
Vores lille hus kunne skimtes bag et stort mangotræ og rundt om var der hundredvis af små lerhytter med stråtag. Gennem landsbyen bugtede der sig en sti af hvide sten, sten der under regntiden ville være dækket af et blåt bånd af vand. På den modsatte side af byen, rejste store bjerge sig og udgjorde et læhegn mod resten af verden. Lyden af trommer og sang nåede os på toppen af vores lille bjerg, og en slange af dansene mennesker bevægede sig ind og ud mellem træer og hytter. Og her var det så, at vi alle satte os med et suk; forpustet både over den hårde vandretur men måske endnu mere over dette fantastiske sted vi var kommet til.
Dagene i Tantille var helt utrolige og vi oplevede en gæstfrihed langt udover det sædvanlige. Hver morgen og aften kom præstens kone forbi med mad og the til os og i løbet af dagen vrimlede det med folk der kom forbi for at sige hej – om de så kunne engelsk eller ej. Vi følte os som en del af en større historie da de fortalte om en tidligere dansk missionær, Olga, som de havde haft glæden af i mange år. Der var ingen tvivl om den respekt de havde for danskere og om deres store ønske om endnu engang at få en missionær.
Udover de forskellige besøg der blev aflagt, brugte vi tiden på at udforske området. Vi vandrede i bjergene hvor vi mødte bladdamer; damer kun iklædt blade og som med en kæmpe stak brænde på hovedet klatrede let op af bjergets skrå sider, på stier der for os virkede ufremkommelige. Imens kæmpede vi os prustende op af snoede stier, anført af en nigerianer i klipklappere der hoppede af sted!!
Da weekenden var slut var vi alle enige om, at denne oplevelse havde været helt unik. Dog var det alligevel rart at komme hjem hvor vi rent faktisk kunne få et bad og føle os lidt rene igen. Glæden blev dog hurtigt afbrudt da en sær, endnu uidentificeret dunst i weekendens løb havde bredt sig i vores værelse. Hmm…
Gid det var en aprilsnar, men d. 1. april gik REMI på påskeferie - en påskeferie der varer helt til d. 3. maj og derfor betyder, at vi ikke når at se børnene igen før vi rejser hjem til Danmark. Det var ikke let at sige farvel, velvidende at vi nok aldrig får disse vidunderlige børn at se igen. Mange af børnene vidste ikke, at det var vores sidste dag sammen med dem. Derfor var flere af dem blevet hjemme, da de allerede havde afsluttet deres eksamener i sidste uge. Vi havde fået at vide, at vi havde den her uge før vi skulle sige farvel. Så ingen af os var klar over, at der var en mulighed for, at børnene ikke dukkede op - ingen af os var klar til at sige farvel.
Mine to hjertebørn, Jessie og Abraman har ikke været i skole og jeg har derfor ikke haft mulighed for at tage afsked med dem. Det er virkelig hårdt, at jeg ikke har kunnet sige farvel til de to børn der har betydet allermest for mig og det er jeg rigtig ked af. Desværre er der ikke meget at gøre ved det. Hernede er det svært at lave planer, pludselig er ingenting som man havde tænkt det. Tilbage sidder vi med minderne om to måneder på en helt fantastisk skole, med helt utrolige børn, der for altid vil have en plads i vores hjerter.
Efter den lidt triste afsked med børnene fra skolen, blev det tid til en weekendtur. Oppe i bjergene, ca. tre timers kørsel fra REMI, ligger en lille landsby kaldet Tantille. Her skulle vi fem tøser tilbringe tiden fra lørdag til tirsdag. Vejen derop var bumlet og lang men det hele værd. Vi blev indkvarteret i et gammelt missionærhus og blev straks klar over hvor tydeligt det var, at huset ikke havde haft beboere i tyve år. Skabene var fyldt med muselort, sengen knagede og truede med at falde sammen hvert øjeblik, det samme gjorde taget der flere steder var forsvundet pga. råd. Selv det hårde cementgulv var smittet med råd og svamp. Her var intet komfur, intet vand, intet toilet, ingen strøm, intet bålsted, kort sagt; ingenting! Men hvad hytten manglede i interiør blev opvejet af de helt fantastiske omgivelser der mødte os. Foran huset blomstrede de flotteste træer og bagved huset var der bjerge i vandrestørrelse. Disse bjerge blev hurtigt besteget og det var fra toppen af et af disse, at mit hjerte slog et ekstra slag og at der et sted inde i mig var et lille stik af smerte pga. den overvældende skønhed der udfoldede sig under os…
Vores lille hus kunne skimtes bag et stort mangotræ og rundt om var der hundredvis af små lerhytter med stråtag. Gennem landsbyen bugtede der sig en sti af hvide sten, sten der under regntiden ville være dækket af et blåt bånd af vand. På den modsatte side af byen, rejste store bjerge sig og udgjorde et læhegn mod resten af verden. Lyden af trommer og sang nåede os på toppen af vores lille bjerg, og en slange af dansene mennesker bevægede sig ind og ud mellem træer og hytter. Og her var det så, at vi alle satte os med et suk; forpustet både over den hårde vandretur men måske endnu mere over dette fantastiske sted vi var kommet til.
Dagene i Tantille var helt utrolige og vi oplevede en gæstfrihed langt udover det sædvanlige. Hver morgen og aften kom præstens kone forbi med mad og the til os og i løbet af dagen vrimlede det med folk der kom forbi for at sige hej – om de så kunne engelsk eller ej. Vi følte os som en del af en større historie da de fortalte om en tidligere dansk missionær, Olga, som de havde haft glæden af i mange år. Der var ingen tvivl om den respekt de havde for danskere og om deres store ønske om endnu engang at få en missionær.
Udover de forskellige besøg der blev aflagt, brugte vi tiden på at udforske området. Vi vandrede i bjergene hvor vi mødte bladdamer; damer kun iklædt blade og som med en kæmpe stak brænde på hovedet klatrede let op af bjergets skrå sider, på stier der for os virkede ufremkommelige. Imens kæmpede vi os prustende op af snoede stier, anført af en nigerianer i klipklappere der hoppede af sted!!
Da weekenden var slut var vi alle enige om, at denne oplevelse havde været helt unik. Dog var det alligevel rart at komme hjem hvor vi rent faktisk kunne få et bad og føle os lidt rene igen. Glæden blev dog hurtigt afbrudt da en sær, endnu uidentificeret dunst i weekendens løb havde bredt sig i vores værelse. Hmm…
ej Sophie.
SvarSletDejligt igen at læse nyt på din blog. Hvor må det være svært at sige farvel til et sted og nogle børn som du har fået helt ind under huden. Jeres tur til bjerglandsbyen lyder helt fantastisk, og din beskrivelse af naturen og omgivelserne generelt giver mig helt gåsehud. Fantastisk at møde "bladkvinder" der på bjergsiden. Selv om du har opholdt dig, og vandret meget i fjeldene i Norge, må dette være helt unikt. Jeg ved at du nyder den sidste tid i Nigeria i fulde drag, og selv om du også er ved at være klar til at komme hjem, ved jeg at det er en bittersød følelse du må have indeni. Jeg er overbevist om at du vender tilbage til dette dit Afrika igen. Vi glæder os så meget til at se dig igen og er med dig i tankerne når der skal siges farvel. Vi ved det bliver så svært, men tænk på, at du herhjemme har nogle som glæder sog så meget til at se dig og tage imod dig, og farvel er måske et "På gensyn".
Knus mor.