So… Whats new? Der sker noget hele tiden og det er svært at holde styr på det hele. To ting er dog ganske sikkert; at sove længe og være konstant rene er umuligheder når man bor på REMI.
I fredags var vi som planlagt ude i den fattige landsby Mbamba Out. Da vi først skulle være derude omkring kl. 14.30 regnede vi med, at vi kunne have vores første sove-længe-dag. Vi blev klogere…
Omkring kl. 3 begyndte de fire vagthunde at gø og galpe, klokken cirka 5 gik kalkunerne i gang, ved 6tiden begyndte vores nabo at synge afrikanske sange, 6.30 var det skolens bus der hostede og hakkede fordi den ikke ville starte, omkring klokken 7 begyndte de første børn at ankomme larmende til skolen og kl. 7.45 blev den daglige morgensamling sat i gang, (og her bør man notere sig, at det foregår LIGE udenfor vores vindue.) Da det om fredagen er idrætsdag på skolen betyder det, at der herefter ikke er mere ro. Børnene løber rundt, synger, leger og larmer udenfor vinduerne mens de kalder på os. Og så var den sove-længe-dag ødelagt.
Det var en rigtig hyggelig men også overvældende dag i Mbamba Out. Omkring 100 børn valgte at dukke op. Vildt! Men som alle andre børn vi har mødt var de fantastiske og vi elskede at lege med dem. Bagefter var vi trætte og orkede intet andet end at komme hjem og dovne.
Så kom lørdagen, hvilket betyder; ingen børn og mulighed for at sove længe. Eller også gør det ikke…
Efter to uger i det afrikanske land har vi åbenbart vænnet os til det umulige i at sove længe. Omkring klokken syv vågnede jeg, svedene og lugtene, (this is not new,) velvidende at der ikke ville blive mere søvn den morgen. Heldigvis havde vi ikke andet program lørdag end en lille markedstur, (og en uplanlagt tur hos mekanikeren, for Gud ved hvilken gang. Vi er vist blevet det man kalder gode kunder. Eller snydt!)
Søndag stod den på kirke i Mbamba Out. Gudstjenesten varede i tre lange timer, var på hausa, (et af sprogene hernede,) hvilket betød, at vi ingenting forstod. Og desuden foregik den i bagende hede. Efter to timer sad vi der, klemt sammen på første række, med en propel overhovedet der larmende og snurrende advarede om, at den til hver en tid kunne falde ned. Ryggen var blevet følelsesløs pga de hårde træbænke, sveden piblede ned alle vegne og efterlod snavset på ens krop i små kager hist og her, håret klistrede til huden og tøjet føltes tungt og varmt. Men så langt om længe skete der noget. Trommerne blev fundet frem, stemmerne steg i styrke og dansen satte ind. Måske er hausa kun for folk der taler hausa, men heldigvis er musik og dans et universalt sprog, så her kunne vi, måske ikke følge med, men i hvert fald forstå. Og vi glemte alt om sved og snavs i de næste fem minutter og var bare optaget af at nyde og suge ind. Langt om længe oplevede vi en del af den nigerianske gudstjeneste når den er bedst.
Senere søndag mødtes vi med de piger vi skal lave perler sammen med. Og vi fik et lille indblik i hvad de ellers går og laver. Derefter inviterede vi Mette og Alex, vores danske kontakt- og støttepersoner i Nigeria, på aftensmad. Vi havde en hyggelig aften og fik snakket både sjov og alvor.
I dag, mandag har set ud som den plejer; hjælpeundervisning først på dagen, senere leg og underholdning i henholdsvis playing – og special class.
I dag har dog også været dagen hvor vi har fået vores første afrikanske outfit. I morgen står den på besøg hos skrædderen til diverse rettelser og ellers er det bare endnu en tirsdag som tirsdagene nu er hernede; fyldt med nye oplevelser og nyt at tage sig til.
Lige nu sidder jeg i vores stue med en af de andre piger, Maria. De andre er hoppet i seng eller forsøger at vaske sig i lyset fra pandelamperne. Udenfor høres sang fra moskeen og andre lyde der på en gang er fremmede, men som efterhånden også begynder at lyde velkendte. På gaskomfuret står elkedlen med vand til the, på bordet flyder det med flasker og på gulvet står baljen med mit vasketøj. (Det havde nu været rat at vide, at børnene i playing class ikke bruger ble. Så havde jeg nok ikke løftet ham op når han lugtede på den måde. OBS til kommende volontører: Brune pletter er ikke særlig lette at få af tøjet når man vasker det i hånden.)
I morgen starter en ny dag med undervisning, leg, sjov og forhåbentligt en masse nye oplevelser. Jeg glæder mig til det hele og vil derfor nu krybe under myggenettet og lade dagen i morgen indfinde sig.
Sov godt…
tirsdag den 23. februar 2010
torsdag den 18. februar 2010
En hverdag begynder at tage form...
Så lakker endnu en uge med enden og vi har snart tilbragt to uger på REMI – og sikke mange oplevelser og indtryk vi er blevet præsenteret for.
I denne uge er vi begyndt på vores undervisning i primary klasserne. Når der er 37 elever i klassen er det svært for læreren at hjælpe hvor det er nødvendigt og derfor består vores arbejde i at tage de svageste elever med ud af klasserne og hjælpe dem med det de har svært ved. Det er et krævende men også utrolig spændende arbejde. I dag arbejde jeg med en rigtig sød pige der har ekstrem svært ved at læse og skrive engelsk. Hun snakker sproget okay, men ligeså snart det skal ned på papir går det galt. Jeg har vendt for hendes engelsklærer at det kan være hun er ordblind. Så vi har snakket om at sætte ind med en intensiv undervisning der dækker hendes behøv. Det kunne være virkelig interessant at være en del af.
Udover primary klasserne bruger vi stadig meget tid i special og playing klasserne. Og børnene er ligeså dejlige som i sidste uge. Jeg tror, at vi alle nyder arbejdet her, som både er hårdt og krævende, men også spændende og lærerigt.
Udover at være optaget af arbejdet på skolen, begynder vi også at have en idé om hvordan vores hverdag ser ud. Vi står op, laver morgenmad – vi fandt ret hurtigt ud af, at pulvermælk ikke lige var noget for os, så hver morgen står den på havregrød, vi vasker op, tager i skole kl otte og hjælper ved undervisningen i primary klasserne, senere deler vi os ud mellem playing og special klasserne hvor vi er indtil middag. Og der holder vi så for det meste fri. Skal vi på markedet eller andre steder hen plejer det at foregå omkring kl 13 så vi lige kan nå at få lidt middagsmad inden. Aftensmaden skiftes vi til at lave og det samme med opvasken. Så står den ellers bare på afslapning og hygge indtil vi, for det meste, hopper tidligt i seng. Sådan ser det i hvert fald cirka ud fra mandag til og med torsdag.
Hver fredag holder vi fri fra REMI for at være en del af et andet projekt. Vi starter først rigtigt op med projektet i morgen så derfor kender jeg ikke alle detaljerne. Men planerne er, at vi skal ud i det der hedder Mbamba Out, en lille fattig landsby i nærheden af den kostskole Mrs. Bongi driver. Her skal vi mødes med en masse børn og nogle kvinder, lave en kæmpe portion mad og bagefter lege med børnene. Jeg tror, at vi alle glæder os rigtig meget til at se hvad det kan blive til, nogle af børnene har vi nemlig allerede mødt og de er helt fantastiske.
Udover det skal vi mødes med nogle andre fattige børn, primært gadebørn, som vi skal hjælpe med at lave perlesmykker som de derefter kan sælge og få en lille indtjening ud af. Vi har masser af ideer til små projekter rundt omkring så vi glæder os til at komme rigtig i gang med det hele.
Denne gang blev det hele lidt tungt af info, men det skal også til engang imellem.
Jeg har det stadig rigtig godt og nyder hvert et sekund. Og jeg synes det er vildt at tænke på, at der allerede kun er 2,5 måneder tilbage af turen.- Jeg savner selvfølgelig folk derhjemme, men det her er også bare en kæmpe oplevelse.
Jeg håber i nyder sneen derhjemme, her bliver det bare varmere og varmere. Nu står den på frokost og bagefter internet på kostskolen på Mbamba. J
I denne uge er vi begyndt på vores undervisning i primary klasserne. Når der er 37 elever i klassen er det svært for læreren at hjælpe hvor det er nødvendigt og derfor består vores arbejde i at tage de svageste elever med ud af klasserne og hjælpe dem med det de har svært ved. Det er et krævende men også utrolig spændende arbejde. I dag arbejde jeg med en rigtig sød pige der har ekstrem svært ved at læse og skrive engelsk. Hun snakker sproget okay, men ligeså snart det skal ned på papir går det galt. Jeg har vendt for hendes engelsklærer at det kan være hun er ordblind. Så vi har snakket om at sætte ind med en intensiv undervisning der dækker hendes behøv. Det kunne være virkelig interessant at være en del af.
Udover primary klasserne bruger vi stadig meget tid i special og playing klasserne. Og børnene er ligeså dejlige som i sidste uge. Jeg tror, at vi alle nyder arbejdet her, som både er hårdt og krævende, men også spændende og lærerigt.
Udover at være optaget af arbejdet på skolen, begynder vi også at have en idé om hvordan vores hverdag ser ud. Vi står op, laver morgenmad – vi fandt ret hurtigt ud af, at pulvermælk ikke lige var noget for os, så hver morgen står den på havregrød, vi vasker op, tager i skole kl otte og hjælper ved undervisningen i primary klasserne, senere deler vi os ud mellem playing og special klasserne hvor vi er indtil middag. Og der holder vi så for det meste fri. Skal vi på markedet eller andre steder hen plejer det at foregå omkring kl 13 så vi lige kan nå at få lidt middagsmad inden. Aftensmaden skiftes vi til at lave og det samme med opvasken. Så står den ellers bare på afslapning og hygge indtil vi, for det meste, hopper tidligt i seng. Sådan ser det i hvert fald cirka ud fra mandag til og med torsdag.
Hver fredag holder vi fri fra REMI for at være en del af et andet projekt. Vi starter først rigtigt op med projektet i morgen så derfor kender jeg ikke alle detaljerne. Men planerne er, at vi skal ud i det der hedder Mbamba Out, en lille fattig landsby i nærheden af den kostskole Mrs. Bongi driver. Her skal vi mødes med en masse børn og nogle kvinder, lave en kæmpe portion mad og bagefter lege med børnene. Jeg tror, at vi alle glæder os rigtig meget til at se hvad det kan blive til, nogle af børnene har vi nemlig allerede mødt og de er helt fantastiske.
Udover det skal vi mødes med nogle andre fattige børn, primært gadebørn, som vi skal hjælpe med at lave perlesmykker som de derefter kan sælge og få en lille indtjening ud af. Vi har masser af ideer til små projekter rundt omkring så vi glæder os til at komme rigtig i gang med det hele.
Denne gang blev det hele lidt tungt af info, men det skal også til engang imellem.
Jeg har det stadig rigtig godt og nyder hvert et sekund. Og jeg synes det er vildt at tænke på, at der allerede kun er 2,5 måneder tilbage af turen.- Jeg savner selvfølgelig folk derhjemme, men det her er også bare en kæmpe oplevelse.
Jeg håber i nyder sneen derhjemme, her bliver det bare varmere og varmere. Nu står den på frokost og bagefter internet på kostskolen på Mbamba. J
søndag den 14. februar 2010
Afrika - On my mind...
Så skal jeg lige love for at jeg landede i Nigeria; varme, tørke, dytten, lugten af benzin og glade mennesker overalt. Det er helt fantastisk at være tilbage og jeg nyder at have følgeskab af fire helt fantastiske volontøser.
Efter at have været længe undervejs er vi endelig kommet på plads og der blev langt om længe tid og mulighed for lidt nyt på bloggen. Vi har nu tilbragt lidt over en uge i det afrikanske land og vi bliver ved med at få nye oplevelser og indtryk.
Vi har fået indrettet os i vores værelser på skolen REMI og får både hygget og arbejdet. Vi havde vores første arbejdsdag i tirsdags, en dag der bød på både frustrationer og oplevelser. Denne uge har vi tilbragt skiftevis i "playing class," en slags vuggestue med ca 45 børn og "special class," en klasse med ca. 6-7 fysisk og/eller psykisk handicappede børn. Vi blev kastet ud i det og blev meget hårdt ramt af den omvæltning det er at befinde sig på en afrikansk skole. REMI siges at være en rigtig god skole og der er ingen tvivl om at det er den helt bestemt også, men derfor var det stadig noget af en oplevelse at stå midt i det hele og ikke ane sine levende råd om hvem, hvad og hvordan. Jeg startede ud i playing class sammen med en af de andre volontøser. Grædende børn overalt, børn der higer efter opmærksomhed, børn der helst vil gemme sig i mængden og børn der ikke ved hvad de vil. Man har lyst til at omfavne dem alle og fortælle dem at det hele nok skal gå.
Onsdag tilbragte jeg i special class, lidt mere forberedt på den opgave der ventede. Børnene i special class er helt fantastiske. Et af børnene har virkelig grebet mig lige i hjertet. Han var her også for fire år siden da jeg var på et kort besøg på skolen. Da jeg så ham den anden dag genkendte jeg ham straks. Han er ti år, autist og har nogle problemer med sit sprog. Han fungerer ikke særlig godt socialt og kan derfor godt skabe lidt problemer. Bla har han under en leg bidt mig. (Bare rolig, mor... Det var ikke alvorligt.) Men han er så sød og dejlig en dreng som trænger til masser af omsorg og af netop denne årsag er vi kommet til skolen; flere arme til at give knus og flere sjæle til at trøste. Børnene i special class kan ikke meget når det kommer til skoleting, men med deres smil og varme kan de en masse.
Vi har kun været her i ganske kort tid men vi har allerede fået knyttet stærke bånd til disse utrolige børn. I fredags havde vi fri for at kunne komme ud og se et projekt med nogle andre børn som vi skal deltage i. Da vi blev hentet kom alle børnene fra special class løbende. De kunne ikke forstå hvorfor vi ikke var hos dem og de stod og vinkede farvel da vi kørte. Man kan ikke andet end glæde sig over at befinde sig her og forhåbentligt gøre en forskel for lige netop disse børn.
Udover at arbejde har vi også set en masse andre ting. Vi har spist aftensmad hos Mrs. Bongi der er stifter og ejer af REMI, vi har tilbragt en weekend på Mbamba, en kostskole i nærheden der også er ejet af Mrs. Bongi, vi har bagt franskbrød og rugbrød, kogt saft, være på markedet, haft besøg af Mr. Cheap Cheap der sælger alverdens skidt og skrammel, lavet banankage, været på hiking, haft besøg af kakerlakker, set en slange, blevet vækket af kalkuner og mødt masser af spændende mennesker. Dog er jeg langt fra mæt af oplevelser men glæder mig til hvad dagen i morgen bringer. Da det er søndag skal vi bla i kirke og så håber vi på at komme på nettet så jeg kan få lagt dette indlæg ind på bloggen. Vi sidder alle fem sammen i vores lille "stue." Da vi bor på Mrs. Bongi's grund er vi heldige at have strøm hver aften fra 18-22 da hun tænder for generatoren, hvilket betyder vi kan have propellen i loftet kørende. Luksus! Snart står den på bad ved hjælp af en øse og koldt vand mens edderkopperne skuler ned på mig og græshopperne larmer udenfor vinduet. Jeg er nødt til at slutte for denne gang så jeg kan få vasket dagens strabadser af mig inden lyset går ud. Om tyve min er klokken nemlig 22 og så står den på bad i mørke eller ved hjælp af pandelampe.
Forhåbentlig går der ikke alt for lang tid før jeg kan skrive igen.
Pas på jer selv så længe :)
Efter at have været længe undervejs er vi endelig kommet på plads og der blev langt om længe tid og mulighed for lidt nyt på bloggen. Vi har nu tilbragt lidt over en uge i det afrikanske land og vi bliver ved med at få nye oplevelser og indtryk.
Vi har fået indrettet os i vores værelser på skolen REMI og får både hygget og arbejdet. Vi havde vores første arbejdsdag i tirsdags, en dag der bød på både frustrationer og oplevelser. Denne uge har vi tilbragt skiftevis i "playing class," en slags vuggestue med ca 45 børn og "special class," en klasse med ca. 6-7 fysisk og/eller psykisk handicappede børn. Vi blev kastet ud i det og blev meget hårdt ramt af den omvæltning det er at befinde sig på en afrikansk skole. REMI siges at være en rigtig god skole og der er ingen tvivl om at det er den helt bestemt også, men derfor var det stadig noget af en oplevelse at stå midt i det hele og ikke ane sine levende råd om hvem, hvad og hvordan. Jeg startede ud i playing class sammen med en af de andre volontøser. Grædende børn overalt, børn der higer efter opmærksomhed, børn der helst vil gemme sig i mængden og børn der ikke ved hvad de vil. Man har lyst til at omfavne dem alle og fortælle dem at det hele nok skal gå.
Onsdag tilbragte jeg i special class, lidt mere forberedt på den opgave der ventede. Børnene i special class er helt fantastiske. Et af børnene har virkelig grebet mig lige i hjertet. Han var her også for fire år siden da jeg var på et kort besøg på skolen. Da jeg så ham den anden dag genkendte jeg ham straks. Han er ti år, autist og har nogle problemer med sit sprog. Han fungerer ikke særlig godt socialt og kan derfor godt skabe lidt problemer. Bla har han under en leg bidt mig. (Bare rolig, mor... Det var ikke alvorligt.) Men han er så sød og dejlig en dreng som trænger til masser af omsorg og af netop denne årsag er vi kommet til skolen; flere arme til at give knus og flere sjæle til at trøste. Børnene i special class kan ikke meget når det kommer til skoleting, men med deres smil og varme kan de en masse.
Vi har kun været her i ganske kort tid men vi har allerede fået knyttet stærke bånd til disse utrolige børn. I fredags havde vi fri for at kunne komme ud og se et projekt med nogle andre børn som vi skal deltage i. Da vi blev hentet kom alle børnene fra special class løbende. De kunne ikke forstå hvorfor vi ikke var hos dem og de stod og vinkede farvel da vi kørte. Man kan ikke andet end glæde sig over at befinde sig her og forhåbentligt gøre en forskel for lige netop disse børn.
Udover at arbejde har vi også set en masse andre ting. Vi har spist aftensmad hos Mrs. Bongi der er stifter og ejer af REMI, vi har tilbragt en weekend på Mbamba, en kostskole i nærheden der også er ejet af Mrs. Bongi, vi har bagt franskbrød og rugbrød, kogt saft, være på markedet, haft besøg af Mr. Cheap Cheap der sælger alverdens skidt og skrammel, lavet banankage, været på hiking, haft besøg af kakerlakker, set en slange, blevet vækket af kalkuner og mødt masser af spændende mennesker. Dog er jeg langt fra mæt af oplevelser men glæder mig til hvad dagen i morgen bringer. Da det er søndag skal vi bla i kirke og så håber vi på at komme på nettet så jeg kan få lagt dette indlæg ind på bloggen. Vi sidder alle fem sammen i vores lille "stue." Da vi bor på Mrs. Bongi's grund er vi heldige at have strøm hver aften fra 18-22 da hun tænder for generatoren, hvilket betyder vi kan have propellen i loftet kørende. Luksus! Snart står den på bad ved hjælp af en øse og koldt vand mens edderkopperne skuler ned på mig og græshopperne larmer udenfor vinduet. Jeg er nødt til at slutte for denne gang så jeg kan få vasket dagens strabadser af mig inden lyset går ud. Om tyve min er klokken nemlig 22 og så står den på bad i mørke eller ved hjælp af pandelampe.
Forhåbentlig går der ikke alt for lang tid før jeg kan skrive igen.
Pas på jer selv så længe :)
Abonner på:
Opslag (Atom)
