tirsdag den 27. april 2010

Farvel til Nigeria - snart...


Endnu en weekend er gået og flere ting kan sættes på listen over oplevelser her i det varme Nigeria. Vi har tilbragt en overnatning i en lille landsby kaldet Suwa. Her har det bla stået på traditionel dans - regndans, vi har sovet i runde lerhytter og vores toiletbesøg har foregået på et meget Nigeriansk toilet. (En cementblok med et hul i midten.) Mandag aften blev min 21 års fødselsdag fejret. Dette skete ved at to indiske mænd - som vi overhovedet ikke kender, holdte en fest hvor vi både fik kage, kagecreme og masser af juice. Hele festen var en sjov og underlig oplevelse der endte med, at jeg fik stukket fire poser kagecreme i hånden, et kys på kinden og et tilbud om ægteskab. Sikke en fødselsdag!
Udover alt det sjove vi oplever går vi også med tankerne hjemme i Danmark. Vores rejse lakker mod enden og og vi skal sige farvel til dette fantastiske land. Efter tre måneder uden konstant strøm, uden vand i hanerne, uden træk-og-slip i toiletterne, uden et ordentligt køleskab, uden dansk mad og uden alt muligt andet begynder Danmark at blive savnet. Men det gør det ikke lettere at sige farvel den varme og kærlighed vi har befundet os midt i de sidste tre måneder. Nigeria mangler så meget på så mange punkter og er nogle gange ikke det fedeste land. Men jeg elsker det, på trods af alt, og savnet vil blive stort. Jeg glæder mig til at se familien og vennerne igen, men jeg glæder mig også til den dag hvor jeg endnu engang kan vende snuden mod de varmere himmelstrøg og endnu engang sige hej til dette støvede land. Nigeria is on my mind!

onsdag den 21. april 2010

En weekend med luksus - og brusebad!


Tirsdag d. 13-4-2010

Nigeria er absolut ikke et land for turister. Her er ingen flotte parker, spændende museer, luksuriøse hoteller, interessante attraktioner eller farvestrålende boder med alverdens souvenirs. Men én ting har de dog; Yankari Game Reserve. Yankari er en lille oase for de få turister der, på trods af alt, alligevel skulle dukke op, eller for de folk der trænger til et afbræk i hverdagen og som har penge nok. Det er en kæmpe nationalpark, med et hotel, en varm kilde og mulighed for en safaritur. Alt dette blev vi en del af da vi lørdag morgen begav os ud på den 8 timer lange køretur for at opleve lidt luksus.

Weekenden har været en fed oplevelse, men også meget anderledes. Der har både været luksus og sære hændelser. Den første episode der satte sit præg på vores weekend var, da vi undervejs på vores lange køretur blev overhalet af den største klaphat, (for at bruge et pænt ord,) som jeg endnu har mødt hernede. En flok æsler gik over vejen og vi sagtnede farten. Men vi var åbenbart de eneste. En bus bagved drønede forbi os, dyttede og kørte ind i et af de stakkels æsler, hvorefter buschaufføren valgte at køre videre. Vi var alle ret oprørte over hændelsen og flere af os kunne resten af dagen se æslet for vores indre øje, da det kæmpede for at komme på benene igen, en kamp den umuligt kunne vinde. Som dyreelsker kan jeg ikke andet end blive forarget. ”Tænk bare sådan at køre videre. Hvem behandler dyr på den måde? Det var aldrig sket i Danmark.” Alle disse tanker fór gennem mit hoved indtil jeg pludselig kom i tanke om de forfærdelige billeder af grisetransporter der fyldte nyhederne på et tidspunkt. Måske skulle man ikke kaste for hårdt med stenene før man har tjekket sit eget bagland.
Da vi langt om længe ankom til Yankari drog vi alle et lettelsens suk; nu skulle der slappes af. Og det blev der. I lækre omgivelser med aircondition, brusebad og bavianer rendende udenfor døren. Derefter gik weekenden bare med afslapning, safari- hvor vi så løver, bade i den varme kilde og andre sjove ting. Bla var en af pigerne ved at blive angrebet af en bavian da hun prøvede at beskytte vores tøj, restauranten løb tør for mad (!), mig og en af pigerne købte lidt hyggekiks, hvorefter vi på vej hjem blev anbefalet at beskytte os mod bavianerne. Så der gik vi, bevæbnet med en kæp og sten for at beskytte vores kiks. Så det har været en anderledes, men sjov weekend.

OBS: da vi kom hjem fik vi opklaret mysteriet om den sære lugt på værelset. Under Maiken og min seng havde der gemt sig et firben – et dødt firben. Der er nu blevet gjort rent og luftet ud. Forhåbentligt forsvinder lugten snart…

Afsked med REMI - og andre oplevelser...


Torsdag d. 8-4-2010

Gid det var en aprilsnar, men d. 1. april gik REMI på påskeferie - en påskeferie der varer helt til d. 3. maj og derfor betyder, at vi ikke når at se børnene igen før vi rejser hjem til Danmark. Det var ikke let at sige farvel, velvidende at vi nok aldrig får disse vidunderlige børn at se igen. Mange af børnene vidste ikke, at det var vores sidste dag sammen med dem. Derfor var flere af dem blevet hjemme, da de allerede havde afsluttet deres eksamener i sidste uge. Vi havde fået at vide, at vi havde den her uge før vi skulle sige farvel. Så ingen af os var klar over, at der var en mulighed for, at børnene ikke dukkede op - ingen af os var klar til at sige farvel.
Mine to hjertebørn, Jessie og Abraman har ikke været i skole og jeg har derfor ikke haft mulighed for at tage afsked med dem. Det er virkelig hårdt, at jeg ikke har kunnet sige farvel til de to børn der har betydet allermest for mig og det er jeg rigtig ked af. Desværre er der ikke meget at gøre ved det. Hernede er det svært at lave planer, pludselig er ingenting som man havde tænkt det. Tilbage sidder vi med minderne om to måneder på en helt fantastisk skole, med helt utrolige børn, der for altid vil have en plads i vores hjerter.

Efter den lidt triste afsked med børnene fra skolen, blev det tid til en weekendtur. Oppe i bjergene, ca. tre timers kørsel fra REMI, ligger en lille landsby kaldet Tantille. Her skulle vi fem tøser tilbringe tiden fra lørdag til tirsdag. Vejen derop var bumlet og lang men det hele værd. Vi blev indkvarteret i et gammelt missionærhus og blev straks klar over hvor tydeligt det var, at huset ikke havde haft beboere i tyve år. Skabene var fyldt med muselort, sengen knagede og truede med at falde sammen hvert øjeblik, det samme gjorde taget der flere steder var forsvundet pga. råd. Selv det hårde cementgulv var smittet med råd og svamp. Her var intet komfur, intet vand, intet toilet, ingen strøm, intet bålsted, kort sagt; ingenting! Men hvad hytten manglede i interiør blev opvejet af de helt fantastiske omgivelser der mødte os. Foran huset blomstrede de flotteste træer og bagved huset var der bjerge i vandrestørrelse. Disse bjerge blev hurtigt besteget og det var fra toppen af et af disse, at mit hjerte slog et ekstra slag og at der et sted inde i mig var et lille stik af smerte pga. den overvældende skønhed der udfoldede sig under os…

Vores lille hus kunne skimtes bag et stort mangotræ og rundt om var der hundredvis af små lerhytter med stråtag. Gennem landsbyen bugtede der sig en sti af hvide sten, sten der under regntiden ville være dækket af et blåt bånd af vand. På den modsatte side af byen, rejste store bjerge sig og udgjorde et læhegn mod resten af verden. Lyden af trommer og sang nåede os på toppen af vores lille bjerg, og en slange af dansene mennesker bevægede sig ind og ud mellem træer og hytter. Og her var det så, at vi alle satte os med et suk; forpustet både over den hårde vandretur men måske endnu mere over dette fantastiske sted vi var kommet til.

Dagene i Tantille var helt utrolige og vi oplevede en gæstfrihed langt udover det sædvanlige. Hver morgen og aften kom præstens kone forbi med mad og the til os og i løbet af dagen vrimlede det med folk der kom forbi for at sige hej – om de så kunne engelsk eller ej. Vi følte os som en del af en større historie da de fortalte om en tidligere dansk missionær, Olga, som de havde haft glæden af i mange år. Der var ingen tvivl om den respekt de havde for danskere og om deres store ønske om endnu engang at få en missionær.
Udover de forskellige besøg der blev aflagt, brugte vi tiden på at udforske området. Vi vandrede i bjergene hvor vi mødte bladdamer; damer kun iklædt blade og som med en kæmpe stak brænde på hovedet klatrede let op af bjergets skrå sider, på stier der for os virkede ufremkommelige. Imens kæmpede vi os prustende op af snoede stier, anført af en nigerianer i klipklappere der hoppede af sted!!

Da weekenden var slut var vi alle enige om, at denne oplevelse havde været helt unik. Dog var det alligevel rart at komme hjem hvor vi rent faktisk kunne få et bad og føle os lidt rene igen. Glæden blev dog hurtigt afbrudt da en sær, endnu uidentificeret dunst i weekendens løb havde bredt sig i vores værelse. Hmm…