Nu er vi fem volontøser blevet intoduceret for det hvide Nigeria - Og sikken en verden.
Det hele staretde en tirsdag middag. Maria og jeg valgte efter arbejde at gå en tur ned til vejen efter frisk frugt. Der mødte vi hvide Johan fra Sydafrika. Et par dage senere stod han i vores stue og to dage derefter befandt vi os i et kæmpe hus, omringet af hvide mennesker, til en kæmpe fest med masser af kød - en mangelvare i vores køleskab.
Her blev vi præsenteret for hele gruppen af vigtige folk; en leder af kantinen på universitet, en fysikprofessor, en ingeniør, en leder af en fin universitetsklub, en læge og en leder af en tekniskskole. I dette selskab er pengene mange og intet er umuligt at skaffe. Her bytter man tjenester med hinanden og er hinandens nærmeste kontakter. Det hele virkede meget surrealistisk og denne luksuriøse verden virkede så langt fra vores dagligdag - hvor vi dog ikke kan klage over enorme mangler.
Hvor søde disse mennesker end er og hvor godt de end vil gøre det for os, så er vi alle fem enige om, at deres afrikanske drøm ikke er den samme som vores. En del af vores rejse er at leve som vi gør, med alt hvad vi har brug for, men dog uden den luksus som disse mennesker omgiver sig med. Vi vil have Nigeria ind under huden, med alt der hører sig med. Og hvor er det bare lykkedes til fulde.
Men vi er også enige om at de er gode kontakter at have. Bla har vi gennem dem skaffet nye bænke til skolen. Og en af eleverne der er næsten blind skal med forbi lægen, hvis kone er øjenlæge. Så måske er goderne for overflødige for os, men for de mennesker vi omgiver os med til daglig, er disse folk som sendt fra himlen.
Ellers går livet stadig sin vante gang her på REMI. For nogle dage siden fik vi, alt for tidligt, vores første regn. Siden da har støvet lagt sig som et tykt tæppe henover himlen og har ikke tilladt solens stråler at nå ned til jorden. Derfor er temperaturen også faldet til cirka 35grader. Dette har medført kuldegysninger og indpakning i tæpper om natten blandt os fem - her er jo næsten koldt. Nu prøver vi at vænne os til støvet der er overalt. Derudover har vi haft besøg fra Danmark. Horne efterskole, min gamle efterskole, der for to uger bor på kostskolen Mbamba har været en tur forbi REMI. Det var hyggeligt at se sine gamle lærere igen, selvom en dog manglede.
Udover støvet prøver vi også at vænne os til, at opholdet på REMI lakker mod sin ende. Allerede d. 9. april går skolen på påskeferie og børnene vender ikke tilbage før vi er rejst hjem. Det er trist at tænke på, så vi suger til os og nyder hvert et øjeblik - øjeblikke som vil følge os, også når vi vender hjem til vores luksuriøse verden i Danmark.
tirsdag den 23. marts 2010
tirsdag den 9. marts 2010
Vand i Nigeria
De er overalt, lige meget hvor øjet ser hen. Prustende, mens de skubber vognen foran sig, i en rask, hoppende og letgenkendelig gang. Musklerne arbejder under deres slidte, lasede tøj og sveden driver af dem. Der er ingen tvivl om, at vandmændene her i Yola, Nigeria knokler. Og for en ussel løn.
De har 12 benzindunke i vognen og en dunk med vand koster 10 naira. Så når vi køber en hel vognfuld tjener manden 120 naira. Hvilket svarer til cirka 5 danske kroner. For de fem kroner er han gået, måske mange kilometer, hen til nærmeste brønd, har trukket den ene spandfuld vand op efter den anden indtil samtlige dunke er fyldt op. Derefter har han skubbet vognen hele vejen tilbage til byen, hvor han har gået rundt indtil nogle har prajet ham for at købe vand. Derefter følger han med dem hjem, giver dem vandet, får sine penge og så er det på den igen. For 5 kr!
Men vi fem volontøser på REMI er gode kunder. Vi snakker ikke ned til dem som om de er skidt. Vi smiler, finder et glas vand frem, (hvilket for nogle kan synes ironisk med tanke på de mange liter vand de selv slæber rundt på,) og nu og da får de også en banan eller to. Når vi så kommer til betalingen bliver der som oftest stukket en ekstra seddel i hånden. Vi nejer, siger "na gode," (tak,) og ved at han med glæde vil komme igen en anden gang. Og så smerter det ikke helt så meget i hjertet når han trækker af sted med den nu lettere vogn, på vej mod brønden og endnu en omgang hårdt arbejde.
Man kan ikke undgå at møde grupper af mennesker, der blot ved deres tilstedeværelse får en til at glædes over sit eget liv. Sådan har jeg det med vandmændene. De knokler for en løn der er så ussel, at ordet usselt ikke er dækkende. Jeg ved godt, at 5 kr hernede rækker længere end de ville gøre i Danmark. Men derfor er det stadig en sølle løn i mine øjne. Så hvis jeg før tid har brugt alle mine lommepenge ved jeg hvorfor; jeg kan simpelthen ikke lade være med at give dem deres fortjente drikkepenge.
De har 12 benzindunke i vognen og en dunk med vand koster 10 naira. Så når vi køber en hel vognfuld tjener manden 120 naira. Hvilket svarer til cirka 5 danske kroner. For de fem kroner er han gået, måske mange kilometer, hen til nærmeste brønd, har trukket den ene spandfuld vand op efter den anden indtil samtlige dunke er fyldt op. Derefter har han skubbet vognen hele vejen tilbage til byen, hvor han har gået rundt indtil nogle har prajet ham for at købe vand. Derefter følger han med dem hjem, giver dem vandet, får sine penge og så er det på den igen. For 5 kr!
Men vi fem volontøser på REMI er gode kunder. Vi snakker ikke ned til dem som om de er skidt. Vi smiler, finder et glas vand frem, (hvilket for nogle kan synes ironisk med tanke på de mange liter vand de selv slæber rundt på,) og nu og da får de også en banan eller to. Når vi så kommer til betalingen bliver der som oftest stukket en ekstra seddel i hånden. Vi nejer, siger "na gode," (tak,) og ved at han med glæde vil komme igen en anden gang. Og så smerter det ikke helt så meget i hjertet når han trækker af sted med den nu lettere vogn, på vej mod brønden og endnu en omgang hårdt arbejde.
Man kan ikke undgå at møde grupper af mennesker, der blot ved deres tilstedeværelse får en til at glædes over sit eget liv. Sådan har jeg det med vandmændene. De knokler for en løn der er så ussel, at ordet usselt ikke er dækkende. Jeg ved godt, at 5 kr hernede rækker længere end de ville gøre i Danmark. Men derfor er det stadig en sølle løn i mine øjne. Så hvis jeg før tid har brugt alle mine lommepenge ved jeg hvorfor; jeg kan simpelthen ikke lade være med at give dem deres fortjente drikkepenge.
Weekend med eftertanke...
Så har vi været til vores første, og måske eneste, nigerianske bryllup.
I kirken kom parret dansene ind med deres store følge af venner og familie. Nogle af kvinderne i kirken udstødte høje lyde for at vise deres glæde og mændene dansede i takt med musikken. Efter vielsen dansede parret ud af kirken og så var det af sted mod receptionen. En reception der desværre, ifølge min mening, ikke levede helt op til sine forventninger. Det første lange stykke tid af festen blev brugt på at tage billeder af brudeparret med familie og venner, (og med os, der aldrig nogensinde havde mødt parret før.) Efter det stod brudeparret det meste af tiden midt ude i den bagende sol, (stakkels dem,) imens familien dansede rundt og kastede penge på dem. Så blev der skåret bryllupskage og derefter kastet med lidt flere penge. Efter nogle timer valgte vi at tage hjem; glade for at have været til et afrikansk bryllup, men skuffede over at der ikke var mere power på.
Samme dag som brylluppet fik vi en trist besked. En af drengene fra Playing Class, en spastisk lammet dreng, var blevet syg om torsdagen og inden natten var omme var han gået bort. En af pigerne jeg rejser med, har brugt meget tid med drengen så det ramte pludselig meget hårdt. Men vi ved at han har haft nogle glade stunder i den tid vi har været her. Og man kan kun håbe han har fået fred. En dreng så hårdt ramt som ham ville have det svært selv i Danmark. Men hernede...
Under den første tid vi brugte her på skolen blev det ret tydeligt hvor lidt energi der blev brugt på drengen, Amin. Han lå på en madras, ingen aktivering, ingen mad, ingenting. Maria, en af pigerne fra holdet, fandt hurtigt ud af, at det var her hun ville bruge al sin energi. Lige siden har hun hver dag taget ham med udenfor, snakket til ham, sunget for ham, givet ham opmærksomhed, mad og glæde. Til sidst var der ingen tvivl om at han genkendte hende og han smilte når han hørte hendes stemme, velvidende at han nu blev båret ud af det kaos der som oftest er i playing class, og ud i den friske luft hvor det hele handlede om ham og hans lykke.
Beskeden om hans død var hård at sluge. Især i dag, mandag, gik det op for alle og nok især Maria, at han virkelig er væk. Pludselig er alt energien der blev brugt på ham i overskud. Vi er her for at glæde og hjælpe børnene og derfor skal al den ekstra tid der nu bliver selvfølgelig udnyttes. Men derfor er det stadig hårdt. Der bliver smilet og leget med de andre børn, men vi er alle dybt bevidste om Amins fravær. En dejlig dreng, der uden tvivl vil blive mindet og husket.
I kirken kom parret dansene ind med deres store følge af venner og familie. Nogle af kvinderne i kirken udstødte høje lyde for at vise deres glæde og mændene dansede i takt med musikken. Efter vielsen dansede parret ud af kirken og så var det af sted mod receptionen. En reception der desværre, ifølge min mening, ikke levede helt op til sine forventninger. Det første lange stykke tid af festen blev brugt på at tage billeder af brudeparret med familie og venner, (og med os, der aldrig nogensinde havde mødt parret før.) Efter det stod brudeparret det meste af tiden midt ude i den bagende sol, (stakkels dem,) imens familien dansede rundt og kastede penge på dem. Så blev der skåret bryllupskage og derefter kastet med lidt flere penge. Efter nogle timer valgte vi at tage hjem; glade for at have været til et afrikansk bryllup, men skuffede over at der ikke var mere power på.
Samme dag som brylluppet fik vi en trist besked. En af drengene fra Playing Class, en spastisk lammet dreng, var blevet syg om torsdagen og inden natten var omme var han gået bort. En af pigerne jeg rejser med, har brugt meget tid med drengen så det ramte pludselig meget hårdt. Men vi ved at han har haft nogle glade stunder i den tid vi har været her. Og man kan kun håbe han har fået fred. En dreng så hårdt ramt som ham ville have det svært selv i Danmark. Men hernede...
Under den første tid vi brugte her på skolen blev det ret tydeligt hvor lidt energi der blev brugt på drengen, Amin. Han lå på en madras, ingen aktivering, ingen mad, ingenting. Maria, en af pigerne fra holdet, fandt hurtigt ud af, at det var her hun ville bruge al sin energi. Lige siden har hun hver dag taget ham med udenfor, snakket til ham, sunget for ham, givet ham opmærksomhed, mad og glæde. Til sidst var der ingen tvivl om at han genkendte hende og han smilte når han hørte hendes stemme, velvidende at han nu blev båret ud af det kaos der som oftest er i playing class, og ud i den friske luft hvor det hele handlede om ham og hans lykke.
Beskeden om hans død var hård at sluge. Især i dag, mandag, gik det op for alle og nok især Maria, at han virkelig er væk. Pludselig er alt energien der blev brugt på ham i overskud. Vi er her for at glæde og hjælpe børnene og derfor skal al den ekstra tid der nu bliver selvfølgelig udnyttes. Men derfor er det stadig hårdt. Der bliver smilet og leget med de andre børn, men vi er alle dybt bevidste om Amins fravær. En dejlig dreng, der uden tvivl vil blive mindet og husket.
tirsdag den 2. marts 2010
Som tiden dog flyver...
Så varer det ikke længe før den første måned er gået... Og hvilken måned! Den ene oplevelse har taget den anden og hver dag sker der noget nyt og spændende.
Vi har fået syet vores første afrikanske dragter - og er godt igang med de næste. Vi har været til kirkemøde med mange tusinde mennesker, hvor vi var så heldige at se Mette, vores kontaktmor hernede, blive ordineret. På lørdag skal vi deltage i et bryllup, selvom vi aldrig har mødt brudeparret. Dresscode; sky blue eller maroon. Det er altså ikke helt let at finde så simple farver i diverse stofboder. Men efter en hektisk dag på markedet er det lykkedes. Nu håber vi bare at syersken når at få dragterne færdige.
Vi har selvfølgelig oplevet meget mere end det, men da det hele stille og roligt er begyndt at blive hverdag, er det svært at trække de enkelte oplevelser ud. Jeg er stadig vildt glad for at være hernede og synes det er utroligt hvor hurtigt den første måned er gået. Allerede nu er tanken om at forlade de dejlige børn på REMI slet ikke til at bære. Heldigvis er der stadig to fantastiske måneder tilbage og jeg glæder mig til at se hvad de bringer.
Kort og godt for denne gang. Med et impulsivt og hurtigt netbesøg er det ikke let at skrive den ene side efter den anden. Men jeg har det godt, tænker på familien hjemme og håber i passer på hinanden. Varme tanker fra et varmt Nigeria.
Vi har fået syet vores første afrikanske dragter - og er godt igang med de næste. Vi har været til kirkemøde med mange tusinde mennesker, hvor vi var så heldige at se Mette, vores kontaktmor hernede, blive ordineret. På lørdag skal vi deltage i et bryllup, selvom vi aldrig har mødt brudeparret. Dresscode; sky blue eller maroon. Det er altså ikke helt let at finde så simple farver i diverse stofboder. Men efter en hektisk dag på markedet er det lykkedes. Nu håber vi bare at syersken når at få dragterne færdige.
Vi har selvfølgelig oplevet meget mere end det, men da det hele stille og roligt er begyndt at blive hverdag, er det svært at trække de enkelte oplevelser ud. Jeg er stadig vildt glad for at være hernede og synes det er utroligt hvor hurtigt den første måned er gået. Allerede nu er tanken om at forlade de dejlige børn på REMI slet ikke til at bære. Heldigvis er der stadig to fantastiske måneder tilbage og jeg glæder mig til at se hvad de bringer.
Kort og godt for denne gang. Med et impulsivt og hurtigt netbesøg er det ikke let at skrive den ene side efter den anden. Men jeg har det godt, tænker på familien hjemme og håber i passer på hinanden. Varme tanker fra et varmt Nigeria.
Abonner på:
Opslag (Atom)
