Så har vi været til vores første, og måske eneste, nigerianske bryllup.
I kirken kom parret dansene ind med deres store følge af venner og familie. Nogle af kvinderne i kirken udstødte høje lyde for at vise deres glæde og mændene dansede i takt med musikken. Efter vielsen dansede parret ud af kirken og så var det af sted mod receptionen. En reception der desværre, ifølge min mening, ikke levede helt op til sine forventninger. Det første lange stykke tid af festen blev brugt på at tage billeder af brudeparret med familie og venner, (og med os, der aldrig nogensinde havde mødt parret før.) Efter det stod brudeparret det meste af tiden midt ude i den bagende sol, (stakkels dem,) imens familien dansede rundt og kastede penge på dem. Så blev der skåret bryllupskage og derefter kastet med lidt flere penge. Efter nogle timer valgte vi at tage hjem; glade for at have været til et afrikansk bryllup, men skuffede over at der ikke var mere power på.
Samme dag som brylluppet fik vi en trist besked. En af drengene fra Playing Class, en spastisk lammet dreng, var blevet syg om torsdagen og inden natten var omme var han gået bort. En af pigerne jeg rejser med, har brugt meget tid med drengen så det ramte pludselig meget hårdt. Men vi ved at han har haft nogle glade stunder i den tid vi har været her. Og man kan kun håbe han har fået fred. En dreng så hårdt ramt som ham ville have det svært selv i Danmark. Men hernede...
Under den første tid vi brugte her på skolen blev det ret tydeligt hvor lidt energi der blev brugt på drengen, Amin. Han lå på en madras, ingen aktivering, ingen mad, ingenting. Maria, en af pigerne fra holdet, fandt hurtigt ud af, at det var her hun ville bruge al sin energi. Lige siden har hun hver dag taget ham med udenfor, snakket til ham, sunget for ham, givet ham opmærksomhed, mad og glæde. Til sidst var der ingen tvivl om at han genkendte hende og han smilte når han hørte hendes stemme, velvidende at han nu blev båret ud af det kaos der som oftest er i playing class, og ud i den friske luft hvor det hele handlede om ham og hans lykke.
Beskeden om hans død var hård at sluge. Især i dag, mandag, gik det op for alle og nok især Maria, at han virkelig er væk. Pludselig er alt energien der blev brugt på ham i overskud. Vi er her for at glæde og hjælpe børnene og derfor skal al den ekstra tid der nu bliver selvfølgelig udnyttes. Men derfor er det stadig hårdt. Der bliver smilet og leget med de andre børn, men vi er alle dybt bevidste om Amins fravær. En dejlig dreng, der uden tvivl vil blive mindet og husket.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
"Few of us can do great things, but all of us can do small things with great love." Citat: Moder Theresa
SvarSletKære Sophie!
Dette citat, som jeg også har sendt til Maria; for at huske jer på at små ting og situationer også kan være store ting - for mange mennesker, og i særdeleshed for små hjælpeløse menneskebørn.
Måske var det Amins død som gjorde at brylluppet ikke blev helt som I havde forventet. I var nok ikke de mest nærværende gæster i den situation, og det er vel også ok. Din historie om vandbærerne er meget godt fortalt, og det bliver pludselig, for mig, meget nærværende hvordan selvfølgeligheder for mig, ikke er en selvfølge for de mennesker som lever under andre vilkår. Den uretfærdighed der er i fordelingen af jordens goder og ressourcer må være svært at være vidne til, omvendt kræver det vel også tid til refleksion og omtanke. Vi er bestemt ikke ligestillede som mennesker i 2 så forskellige verdener, men at du forsøger ar understøtte ligeværdigheden, er jeg glad for - og det ved jeg jo også godt at du gør ellers. Fint at du vælger emner ud og sætter særligt spot på dem i dine indlæg. Det som er skrevet med dit hjerteblod, bliver nærværende og giver stof til eftertanke herhjemme.
Fantastiske oplevelser og relationer du bærer med dig videre også.
Alt er fint herhjemme, hvor vi mærker et gryende forår med lys, fuglekvidder og små blomster under sneen som stadig dækker store arealer. Dejligt lige at tale med dig i telefonen, og spændte er vi jo på hvor længe du bliver i Nigeria. Vi savner dig samtidig med at vi glædes sammen med dig. Derfor er det så dejligt når der er nyt på din blog. Knus fra dine forældre, Mathias og Jonatan. Elsker dig!!!<3
Kære Sophie!
SvarSletBryllupper i Afrika er ikke som bryllupper andre steder i verden!!!!!Ha ha Sophie. Jeg tror, du i alle tilfælde kommer hjem, når (eller hvis) du skal giftes. Og tak for det!!!!!
Det kommer ikke bag på mig, at du reflekterer over det, du oplever. Med den opdragelse du har fået, vil refleksion og eftertanke altid være implicit.
Dejlig læsning Sophie. Fantastisk for os at blive ført ind i Sophies verden :-)
Meeen, her i DK er der ved at være forår. Og lige efter kommer sommeren - og DET kan du vel ikke undvære ;-))
Håber fortsat på mange gode oplevelser for dig og de andre piger.
Mkh Annie
Hej Sophie
SvarSletHvor skriver du smukt og gribende om Amin, Sophie. Det er dejligt at læse at selv på kort tid, har du gjort en stor forskel på et lille menneske - og gjort hans korte liv lettere, mere betydningsfuldt, og han har prøvet at være speciel ( på den gode måde).
Da jeg læste dit indlæg, sad jeg tilbage med gåsehud og en tåre i øjenkrogen.
Hvor må det være hårdt at opleve dette, Sophie - håber at støtter og snakker med hinanden om dette.
Pas på dig selv.
Bolette
Kære Sophie. Som en udenforstående som har fået lov til til at læse med over skulderen på dig og din familie og venner - så skal du vide at det gør stort indtryk at læse om dine oplevelser og tanker. Det er godt nok en hel anden verden, du er havnet i og hvor er vi forkælede herhjemme med mange ting. Perspektivet bliver anderledes, når man har gået et stykke vej sammen med dig :-) Tak for dine indlæg og ønsker dig mange gode oplevelser fremover. kh. Dorrit ( kollega til din mor)
SvarSlet