Vand i Nigeria

De er overalt, lige meget hvor øjet ser hen. Prustende, mens de skubber vognen foran sig, i en rask, hoppende og letgenkendelig gang. Musklerne arbejder under deres slidte, lasede tøj og sveden driver af dem. Der er ingen tvivl om, at vandmændene her i Yola, Nigeria knokler. Og for en ussel løn.

De har 12 benzindunke i vognen og en dunk med vand koster 10 naira. Så når vi køber en hel vognfuld tjener manden 120 naira. Hvilket svarer til cirka 5 danske kroner. For de fem kroner er han gået, måske mange kilometer, hen til nærmeste brønd, har trukket den ene spandfuld vand op efter den anden indtil samtlige dunke er fyldt op. Derefter har han skubbet vognen hele vejen tilbage til byen, hvor han har gået rundt indtil nogle har prajet ham for at købe vand. Derefter følger han med dem hjem, giver dem vandet, får sine penge og så er det på den igen. For 5 kr!

Men vi fem volontøser på REMI er gode kunder. Vi snakker ikke ned til dem som om de er skidt. Vi smiler, finder et glas vand frem, (hvilket for nogle kan synes ironisk med tanke på de mange liter vand de selv slæber rundt på,) og nu og da får de også en banan eller to. Når vi så kommer til betalingen bliver der som oftest stukket en ekstra seddel i hånden. Vi nejer, siger "na gode," (tak,) og ved at han med glæde vil komme igen en anden gang. Og så smerter det ikke helt så meget i hjertet når han trækker af sted med den nu lettere vogn, på vej mod brønden og endnu en omgang hårdt arbejde.

Man kan ikke undgå at møde grupper af mennesker, der blot ved deres tilstedeværelse får en til at glædes over sit eget liv. Sådan har jeg det med vandmændene. De knokler for en løn der er så ussel, at ordet usselt ikke er dækkende. Jeg ved godt, at 5 kr hernede rækker længere end de ville gøre i Danmark. Men derfor er det stadig en sølle løn i mine øjne. Så hvis jeg før tid har brugt alle mine lommepenge ved jeg hvorfor; jeg kan simpelthen ikke lade være med at give dem deres fortjente drikkepenge.