Afrika - On my mind...

Så skal jeg lige love for at jeg landede i Nigeria; varme, tørke, dytten, lugten af benzin og glade mennesker overalt. Det er helt fantastisk at være tilbage og jeg nyder at have følgeskab af fire helt fantastiske volontøser.

Efter at have været længe undervejs er vi endelig kommet på plads og der blev langt om længe tid og mulighed for lidt nyt på bloggen. Vi har nu tilbragt lidt over en uge i det afrikanske land og vi bliver ved med at få nye oplevelser og indtryk.

Vi har fået indrettet os i vores værelser på skolen REMI og får både hygget og arbejdet. Vi havde vores første arbejdsdag i tirsdags, en dag der bød på både frustrationer og oplevelser. Denne uge har vi tilbragt skiftevis i "playing class," en slags vuggestue med ca 45 børn og "special class," en klasse med ca. 6-7 fysisk og/eller psykisk handicappede børn. Vi blev kastet ud i det og blev meget hårdt ramt af den omvæltning det er at befinde sig på en afrikansk skole. REMI siges at være en rigtig god skole og der er ingen tvivl om at det er den helt bestemt også, men derfor var det stadig noget af en oplevelse at stå midt i det hele og ikke ane sine levende råd om hvem, hvad og hvordan. Jeg startede ud i playing class sammen med en af de andre volontøser. Grædende børn overalt, børn der higer efter opmærksomhed, børn der helst vil gemme sig i mængden og børn der ikke ved hvad de vil. Man har lyst til at omfavne dem alle og fortælle dem at det hele nok skal gå.

Onsdag tilbragte jeg i special class, lidt mere forberedt på den opgave der ventede. Børnene i special class er helt fantastiske. Et af børnene har virkelig grebet mig lige i hjertet. Han var her også for fire år siden da jeg var på et kort besøg på skolen. Da jeg så ham den anden dag genkendte jeg ham straks. Han er ti år, autist og har nogle problemer med sit sprog. Han fungerer ikke særlig godt socialt og kan derfor godt skabe lidt problemer. Bla har han under en leg bidt mig. (Bare rolig, mor... Det var ikke alvorligt.) Men han er så sød og dejlig en dreng som trænger til masser af omsorg og af netop denne årsag er vi kommet til skolen; flere arme til at give knus og flere sjæle til at trøste. Børnene i special class kan ikke meget når det kommer til skoleting, men med deres smil og varme kan de en masse.

Vi har kun været her i ganske kort tid men vi har allerede fået knyttet stærke bånd til disse utrolige børn. I fredags havde vi fri for at kunne komme ud og se et projekt med nogle andre børn som vi skal deltage i. Da vi blev hentet kom alle børnene fra special class løbende. De kunne ikke forstå hvorfor vi ikke var hos dem og de stod og vinkede farvel da vi kørte. Man kan ikke andet end glæde sig over at befinde sig her og forhåbentligt gøre en forskel for lige netop disse børn.

Udover at arbejde har vi også set en masse andre ting. Vi har spist aftensmad hos Mrs. Bongi der er stifter og ejer af REMI, vi har tilbragt en weekend på Mbamba, en kostskole i nærheden der også er ejet af Mrs. Bongi, vi har bagt franskbrød og rugbrød, kogt saft, være på markedet, haft besøg af Mr. Cheap Cheap der sælger alverdens skidt og skrammel, lavet banankage, været på hiking, haft besøg af kakerlakker, set en slange, blevet vækket af kalkuner og mødt masser af spændende mennesker. Dog er jeg langt fra mæt af oplevelser men glæder mig til hvad dagen i morgen bringer. Da det er søndag skal vi bla i kirke og så håber vi på at komme på nettet så jeg kan få lagt dette indlæg ind på bloggen. Vi sidder alle fem sammen i vores lille "stue." Da vi bor på Mrs. Bongi's grund er vi heldige at have strøm hver aften fra 18-22 da hun tænder for generatoren, hvilket betyder vi kan have propellen i loftet kørende. Luksus! Snart står den på bad ved hjælp af en øse og koldt vand mens edderkopperne skuler ned på mig og græshopperne larmer udenfor vinduet. Jeg er nødt til at slutte for denne gang så jeg kan få vasket dagens strabadser af mig inden lyset går ud. Om tyve min er klokken nemlig 22 og så står den på bad i mørke eller ved hjælp af pandelampe.
Forhåbentlig går der ikke alt for lang tid før jeg kan skrive igen.
Pas på jer selv så længe :)